Vi rykker i Politiken

I Politikens tillæg "Højskoleliv" lørdag den 2. maj fik læserne et godt indtryk af,. hvordan det er at gå på Askov Højskole. Hvis du missede den store artikel om 4 af vore elever på forårsholdet, kan du læse den herunder:

Bedste venner på rekordtid

De fatter dårligt, at der kun er gået tre måneder. For Karine, Lotte, Lærke og Sofie, der læser journalistik og film på Askov Højskole, har fundet hinanden i et venskab, der føles, som om det har varet meget længere. Og de snakker om at flytte sammen bagefter.

Af PER MUNCH

Hvordan skaber man et godt venskab? Måske er en det noget med at spærre folk inde på en snart 150 år gammel højskole i Sydjylland med et gadekær og en Brugsen som nabo. Måske er det noget med at tilbyde dem en kursusretning, der interesserer dem. Medier, film og journalistik, sådan at de har en interesse til fælles - ud over de almene fag og foredragene. Måske er det bare sådan noget, der sker, når jævnaldrende, ligesindede møder hinanden og kan starte på en frisk, uden at nogen kender dem fra hverken folkeskolen, fra kvarteret eller fra byen.

I hvert fald er det et solidt sammenhold, der er kommet op at stå mellem pigerne Lærke Rygaard Ostenfeld, 20 år og fra Lyngby, Karine Kirkebæk, 19 år og fra Hillerødegnen, Sofie Lange Jørgensen, 20 år og fra Århus, samt Lotte Mathilde Nielsen, 19 år og fra Skælskør. De sidder nu forsamlet om et af de mange kakkelborde, som Askov råder over, i tv-stuen i ' Gule hus'.

Karine, Lotte og Lærke går på journalistlinjen og forbereder sig til optagelsesprøverne på Syddansk Universitet i Odense og på Journalisthøjskolen i Århus. Når disse linjer læses, sidder de tre faktisk i Århus og kæmper med prøven. Sofie går på filmlinjen og har søgt ind på tv-tilrettelægger-uddannelsen på Mediehøjskolen i København.

Venner i døgndrift

Hvornår opdagede I hinanden?
»Allerede den første time opdagede jeg Lærke. Jeg kunne tydeligt høre hendes stemme hele tiden«, fortæller Sofie, og alle fire griner.
Lærke: »Jeg havde ikke de store forventninger til at skulle finde nye venner. Jeg tror, mange af os har valgt det her, fordi vi virkelig gerne vil faget og journalistikken. Så det var mere faget end det at møde mennesker. For mig var det ikke noget must at få nye venner, så derfor føltes det meget mere naturligt, da vi fandt hinanden. Ikke så påtaget«.
Lotte: »Nu har jeg gået på efterskole før, så jeg har prøvet at starte helt fra scratch. Der sker noget, når man er sammen 24 timer i døgnet, og så finder man altså nogle meget dybe venskaber«.
Karine: »Jeg har tænkt på, at selv mine bedste veninder derhjemme har jeg ikke sammenlagt været så meget sammen med som med jer. Det er jo fra vi ses til morgenmaden kl. 8.30, til vi siger godnat til hinanden her i tv-stuen kl. 23. Jeg sidder virkelig sjældent alene på mit værelse, men sidder altid et sted sammen med jer andre«.
»De møder, man har med sine venner derhjemme, er altid sådan lidt opstillede og arrangerede. Her er vi sammen hele tiden, også når man ikke er helt på toppen. Og vi kender hinanden virkelig godt. Derfor kommer vi hele følelsesregistret igennem«, siger Lærke.
»Flere gange om dagen«, supplerer Karine, og latteren ruller igen.

Umuligt at gemme sig

Hvad tror I gør, at det opleves så intenst?
Sofie: »Når man går i gymnasiet, kan man gå hjem og gemme sig. Det kan man ikke her. Og det farlige er, at vi er blevet virkelig gode til at læse hinanden. Jeg kan se lige fra morgenstunden af, hvis Lotte har sovet dårligt. Det er lige før, jeg ved, hvad hun har drømt«.
Lotte: »Der er nogle grænser, der er blevet visket væk«.
Lærke: »Det var en udfordring i starten, at man skal vænne sig til at komme så tæt på«.
Karine: »Det er gået så sindssygt stærkt. Allerede efter en måned var det, som om vi havde gået i gymnasiet sammen i flere år. Man kommer virkelig hurtigt ind på livet af hinanden. Nu har vi i tre måneder sagt godnat til hinanden hver aften. Det bliver helt underligt, når det er slut«.
Lotte: »Så må vi flytte sammen!«

Er det noget I har overvejet?
Lotte: »Det afhænger jo af, hvor vi kommer ind. Der er jo først nogle optagelsesprøver til journalist, der skal bestås«.
Karine: »Men vi har da været på nettet og kigget på store lejligheder«.
Lærke: »Det er oplagt at følges ad, når vi nu også brænder for at gå den samme vej. Vi sigter efter den samme fremtid, så der er noget grundlæggende at bygge på«.

En til at trøste og opmuntre

Lotte: »Det er også godt, at vi kan støtte hinanden, fordi vi ved, hvad de andre kæmper med af tanker for eksempel omkring optagelsesprøven«.
Lærke: »Er jeg nu god nok? Eller er jeg helt ude at skide?«
Karine: »Den følelse kommer da jævnligt, egentlig«.
Sofie: »Jeg skulle sende min ansøgning allerede 15. marts til Mediehøjskolen - med en god motiveret ansøgning. Der havde jeg altså hele tiden brug for et kram og for at få at vide, at det nok skulle gå. Jeg tænker, hvordan jeg havde klaret det, hvis jeg havde siddet alene hjemme hos mor og far, det havde ikke været sjovt. Her er jeg blandt veninder, der kender mig og ved, hvor meget det betyder«.
Karine: »Selv om de vil trøste og siger, ”det skal nok g唫.
Lotte: »Jeg synes, det er rigtig trygt, at vi skal følges ad til Journalisthøjskolen. Det er rart at være flere, når vi skal til optagelsesprøven«.
Lærke: »Bare da vi blev fragtet i bus til besøgsdagen på Journalisthøjskolen i Århus, var vi fuldkommen ovenpå. De andre sad forsigtig med far eller mor. Vi ankom en hel busfuld og indtog kantinen!«, husker Lærke, og de griner alle på ny.
»Meget højrøstede faktisk. Vi kunne måske godt have været lidt mere ydmyge, nu jeg tænker over det«, mindes Karine.
Lærke: »Og så dækkede det nok bare over en nervøsitet«.

At starte på en frisk

Hvor tæt er jeres venskab?
Sofie: »At vi fire er meget sammen, er kommet meget naturligt«.
Lotte: »Men man har selvfølgelig et behov for at sige nogle lidt mere personlige ting en gang imellem, og så går man til nogle personer, man allerede har et forhold til. Men jeg opfatter da, at vi alle 40 her på holdet har en følelse af at være sammen på højskole . Vi er ikke en lukket gruppe. Jeg tror mere, at vores gruppe har en særlig fortrolighed. Hvis det er noget personligt, så er det en af jer, jeg taler med. For eksempel hvis man har været på weekend, og der har været sygdom i familien«.
Sofie: »Vi har alle navnene på plads. Vi kender alle her og har også mødt nogle af hinandens venner og forældre«.
Karine: »Det er lidt uhyggeligt, hvor hurtigt vi har lært hinanden at kende. Vi har været i Århus og besøge Sofies verden. Vi har fået sat ansigt på Sofies forældre og hendes venner«.
Lærke: »Vi er blevet anbragt her - og fortæller hinanden om verden udenfor. Det er lidt sært«.
Sofie: »I Århus ved folk, hvor jeg har gået i skole, hvor jeg bor, hvad mine forældre laver. Her starter man på en frisk, men sammen med ligesindede«.
»Indtil man ender med at være, ligesom man var derhjemme«, siger Karine.