Journalistik
"Journalistik – verdens bedste fag”
Journalistik kan føre til hvad som helst – bare man holder op i tide,” siger man. Pointen er, at alt hvad mennesker foretager sig, skal formidles for at få betydning, og du kan med andre ord få glæde af et journalistforløb, uanset om du skal være karkirurg, politiker eller skuespiller. Dét er en god nyhed, for journalistik er også et sjovt og levende fag. Verdens bedste, faktisk. Så det er jo et godt sted at begynde.
Få fingrene i faget
På Askov Højskoles linjefag ”Journalistik – verdens bedste fag” får du lov til at prøve dig selv af som journalist: Du skal skrive små nyheder, større reportager og finde gode historier. Du skal interviewe, du skal være til stede som øjenvidne for dine læsere, og du skal prøve at skrive for en rigtig avis, regionalavisen JydskeVestkysten, med rigtige læsere. Du får også lov at tage billeder, lave radio og historier til webben.
Forstå hvad der gør faget
Journalistik er mere end blot at skrive. For hvordan er det lige, du gør? Hvad er vinkling, hvad er det narrative begær, hvad kendetegner en rubrik, hvad er 3. Fortællemåde, hvad er et trigger-spørgsmål, og hvorfor skal du være varsom med at skrive ”jeg” i en historie? Og hvordan skal du dog nå det inden deadline? Alt det og meget mere får du indsigt i på linjefaget ”Journalistik – verdens bedste fag”.
Opdag medieland
Og hvorfor skriver de kulørte blade så mange historier, som ikke passer? Hvorfor er nogle medier mere interesserede i, om Nicklas Bendtner har fået ny kæreste, end om Danmark gik i krig i Afghanistan på et lovligt grundlag? Hvorfor er det vigtigt at vide, hvordan vejret bliver i morgen? Og hvis journalistik er så vigtigt for demokratiet, hvorfor er der så så få aviser tilbage? Alt det – og meget mere - forholder vi os til på linjefaget ”Journalistik – verdens bedste fag.”
En tre-trinsraket på Askov Højskole
Når du vælger linjefaget ”Journalistik – verdens bedste fag” kommer du til at arbejde konkret, praktisk og næsten dagligt med journalistik. Men du lærer også om journalistens metoder, redskaber og værktøjer – og du kommer til at se journalisten i en større sammenhæng, som en vigtig del af det danske samfund og demokrati. Vigtig almenviden, for uden demokrati, ingen fri presse og uden fri presse, intet demokrati.
Meet the press
Du møder desuden en række arbejdende journalister, der kommer for at fortælle, hvordan det i praksis er at arbejde med verdens bedste og vigtigste fag.Du skal også besøge journalistuddannelserne og kigge indenfor i pressens Christiansborgredaktioner og andre steder, hvor det er muligt at se journalisterne i kortene og bliver klogere på medierne.
Kritisk sportsjournalistik på Askov
Sport fascinerer. Sport handler om sejre, nederlag, succes og fiasko. Sportsjournalistik handler om at kunne formidle kampen for sejr, nederlag, succes, fiasko – også til dem, der ikke var med, da det skete.Men sport handler også om milliarder af kroner i en industri, der er den hurtigst voksende i verden. Sport handler også om idoler, om fairness, om doping, om politik. Sport er nok det område, hvor flest følelser, flest penge, mest prestige, mest drama, mest humor er på spil på samme tid – så derfor kræver det sin sportsjournalist at følge med i det, og derfor er kritisk sportsjournalistik en integreret del af linjefaget ”Journalistik – verdens bedste fag”.
Tid til at holde fri
Linjefaget ”Journalistik – verdens bedste fag” er målrettet og har deadlines, der binder, men et højskoleophold er også at have tid til at være sammen med de andre, at have fri og få lyttet til hinandens tanker og historie. Det lover vi dig, du også får på Askov Højskole.
Valgfag med indhold
Ud over journalistik får du tilbudt valgfag, som er vigtige for din almene viden og personlige udvikling. Du vælger selv. Se oversigten over valgfag!
Mange kommer videre
Gennem årene er mange elever fra Askov Højskoles lange kurser i journalistik og de intensive specialkurser blevet optaget på enten Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus eller Syddansk Universitets journalistuddannelse i Odense. Endnu flere er blevet klar over, om det nu også var journalist, de gerne ville være. Er svaret ja, er det godt at vide, at ugerne op til optagelsesprøverne i april er afsat til et intensivt forberedelsesforløb.
Praktiske oplysninger
Er der mere, du gerne vil vide, inden du melder dig til Askov Højskoles linefag ”Journalistik – verdens bedste fag”, så send en mail til en af de to undervisere, linjeleder Ole H.B.Andreesen på oleandreesen@gmail.com eller underviser Karin Svennevig Hyldig på karin.svennevig@gmail.com.
Du kan også skrive til højskolens sekretariat på info@askov-hojskole.dk eller ringe til vores kontor på tlf. 76 96 18 00 eller til højskoleforstander Ole Kobbelgaard på 51 56 55 50 og få tilsendt yderligere materiale om skolen, valgfagene, højskolelivet og meget mere.
Telefontid mandag - fredag kl. 09.00 - 16.00
Kontoret kan sende dig ansøgningsskema, hvis du ønsker at søge om fondsmidler til dit ophold på Askov Højskole, og så er du selvfølgelig altid velkommen til at kigge forbi. Ring i forvejen og aftal en rundvisning. Så kan du selv opleve den vidunderlige stemning og møde nogle af lærerne.
Med venlig hilsen
Højskoleforstander
Ole Kobbelgaard
Askov Højskole
Maltvej 1
6600 Vejen
Tlf. 76 96 18 00
Fax 75 36 54 41
info@askov-hojskole.dk
Askov Højskole Maltvej 1 DK-6600 Vejen Tlf: 7696 1800 Fax: 7536 5441 info@askov-hojskole.dk











