Kunst og design
På Askov Højskole får du mulighed for at fordybe dig indenfor kunst og design.
Hvis du f.eks. drømmer om at søge ind på en af designskolerne, vil du her få undervisning i de mest brugte grafiske programmer. Og du vil komme til at arbejde målrettet med ideudvikling, research og analyse samt visuel kommunikation. Du får på den måde en optimal hjælp i dine forberedelser til optagelsesprøverne. Og samtidig vejleder vi dig i opbygningen af det port folio, som du skal indsende til designskolerne i forbindelse med optagelsesprøverne.
Er du mere interesseret i den skabende proces og ønsker at udvikle dig indenfor billedkunsten, sker det igennem værkstedsundervisningen, hvor du arbejder med forskellige materialer og metoder. Du vil gennem hele forløbet få personlig vejledning.
Kunst og design er én linje, og de udtryksformer arbejder tæt sammen og ofte udfra fælles oplæg, som kan fortolkes frit. Det er netop i mødet mellem de forskellige udtryksformer, at der sker en udvikling gennem gensidig inspiration.
Fælles for begge områder er at styrke og udvikle dit personlige udtryk - uanset om du er begynder eller øvet.
I løbet af kursusforløbet bliver du undervist i forskellige tegne- og maleteknikker.
Derudover kommer du til at beskæftige dig med perspektiv, kontrast, farve- og formlære og komposition. Det er alle vigtige redskaber i forhold til visuel kommunikation, uanset om man er designer eller billedkunstner.
Det er essentielt, at du får et bredt materiale- og mediekendskab, så du bliver i stand til at vurdere, hvordan du bedst formidler et givent, visuelt udsagn. Derfor får alle mulighed for at arbejde med forskellige materialer og medier som f.eks. blyant, blæk, kul, akrylmaling, kridt, akvarel, computer osv., hvor alle arbejdsformerne kan kombineres til spændende udtryk.
Kunst- og designteori samt almen kunsthistorie vil også være en væsentlig del af forløbet. Herigennem lærer du at forholde dig kritisk og bevidst til både din egen og andres kunst.
Vores arbejdsform vil ofte være projektorienteret, og nogle gange arbejder vi sammen i grupper. Det kan være en opgave i samarbejde med lokale virksomheder, et oplæg med udgangspunkt i kunsthistoriens verden, print- og designopgaver, plakatdesign, tematiske opgaver fra konkrete illustrationer til mere abstrakte opgaver, illustrationsopgaver til journalistlinjens artikler osv.
Undervejs i forløbet vil der være gæstelærere, som vil undervise i forskellige workshops og brug af grafiske programmer på computeren. Desuden skal vi besøge museer, gallerier og tage på virksomhedsbesøg. Endvidere besøger vi Kolding Designskole, som vi samarbejder med. På skolen skal vi møde de studerende og lærerne.
Fælles for kunst og design er et ønske om at udtrykke sig visuelt. Mange af de grundlæggende kompetencer er fælles og vigtige redskaber i udviklingen af et personligt udtryk. Arbejdsprocesserne kan være forskellige, men begge har elementer, som kan overføres til hinanden. På Askov Højskole tilbyder vi et spændende og udbytterigt samarbejde, hvor kodeordene er inspiration og udvikling.
…Og så oplever du selvfølgelig også alt det andet, man får, når man går på højskole: Masser af nye kammerater, mange forskellige valgfag, som du selv sammensætter, studieture, morgensang, fester, foredrag, koncerter og meget meget mere…
Linjeleder er billedkunstneren Katrine Munk. Du er velkommen til at ringe til Katrine på mobil 2063 8353 og høre mere om Askov Højskoles Kunst- og Designlinje.
Askov Højskole Maltvej 1 DK-6600 Vejen Tlf: 7696 1800 Fax: 7536 5441 info@askov-hojskole.dk










