Clement udfordrer demokratiet på Askov Højskole

Clement Kjersgaard stiller skarpt på politik, medier og borgere i et foredrag på Askov Højskole, tirsdag den 5. december kl. 16. Inden giver han eleverne en lektion i uddannelse

Er demokratiet i krise? Ja, mener den kendte DR-programvært og bladmand Clement Kjersgaard.

Demokratiet er til debat hos Clement Kjersgaard, når han tirsdag den 5. december besøger Askov Højskole.

I foredraget ”Er demokratiet i krise? Om fremtidens politik, fremtidens medier og fremtidens borgere” vil Clement Kjersgaard hudflette ”det kriseramte demokrati” på sin karakteristisk skarpe og provokerende måde, hvorefter der vil blive åbnet for debat og mulighed for at stille spørgsmål.

Foredraget arrangeres i samarbejde med magasinet RÆSON www.raeson.dk/askov . Det er åbent for alle, det starter i den store foredragssal kl. 16:00, og det har en varighed på godt halvanden time.

Studerende kan komme ind og overvære foredraget gratis, imens andre skal betale 75 kroner i entré.

Underviser eleverne om uddannelse
Når Clement Kjersgaard holder foredraget på Askov Højskole, er det ikke tilfældigt. Clement Kjersgaard er nemlig også fast gæsteunderviser på Askov Højskole. Her har han flere gange undervist blandt andet journalisteleverne i journalistik og medier.

Denne gang bliver det dog alle højskolens elever, der får glæde af den kendte studievært og foredragsholder. Inden foredraget skal eleverne på højskolens lange kurser nemlig have en to timers lektion med Clement Kjersgaard, hvor hovedemnerne vil blive arbejde og uddannelse.

Læs mere om Clement Kjersgaard og foredraget ”Er demokratiet i krise… ” her:

http://www.forfatterforedrag.dk/flx/foredragsholdere/clement-kjersgaard-journalistik-politik-medier/