Familiehøjskole samler generationer på Askov Højskole

Askov Højskoles populære familiekursus har traditionen tro atter samlet unge og gamle på tværs af generationer en uge i starten af sommerferien.

Ugen igennem har Askov Højskole genlydt af børnestemmer, imens børn med deres søskende, forældre og bedsteforældre har tilbragt en uge med højskoleliv og al det, det indebærer af morgensang, fællesspisning, kreative udfoldelser og spændende udflugter ud i det blå.

Blandt udflugterne i år var en tur til Vadehavet, hvor der blev samlet tang, som efterfølgende blev tilberedt til at spise i det fri. Vikingespillet i Jels blev også besøgt, og så var der for første gang indlagt en udflugt til Givskud Zoo.

Kreativiteten fik frit spil, når børn, forældre og bedsteforældre både onsdag og fredag lavede dyr sammen. Onsdag i ler og fredag i pap og papir. Fredag var en journalist fra JydskeVestkysten på besøg, og der vil derfor kunne læses en artikel om familiekurset i JydskeVestkystens Vejen-udgave en af de kommende dag.

Fotos her er taget af tidligere journalistelev på Askov Højskole og nu journaliststuderende Julie Lapp, der hvert år er medhjælper på kurset.