Filmelever kom op på det store lærred

Nicolai Bio i Kolding havde tirsdag gallapremiere på filmeleverne på Askov Højskoles kortfilm ”Backstage”. Det blev en festlig aften med masser af tilskuere, tak og taler.

Der blev uddelt roser og klapsalver i den helt store stil, da filmeleverne på Askov Højskole tirsdag aften inviterede til gallapremiere på deres kortfilm ”Backstage” i Nicolai Bio i Kolding.

”Backstage” er en otte minutter lang kortfilm, som filmeleverne på Askov Højskole har lavet som afslutning på deres højskoleophold. Filmen er produceret i samarbejde med professionelle filmfolk og Aarhus Filmværksted, og det har elever fra teaterlinjen på Askov Efterskole i hovedrollerne.

Filmeleverne på Askov Højskole har selv taget initiativ til biograf-arrangementet, og med filmen og de efterfølgende takketaler og reception blev arrangementet et levende bevis på, at eleverne nu ikke bare er klar til at gå videre med at lave film – men kan stå bag det store arbejde, det er at få film ud i verden.

”At lave film er som et stort puslespil, hvor man først skal fremstille alle brikkerne selv og derefter få dem til at passe sammen i en større helhed”, sagde en af filmeleverne, Jonas Lau Frandsen, da han efter filmforevisningen resolut greb mikrofonen og holdt en begejstret tale foran den fyldte biografsal.

En glad filmlærer
I sin tale slog Jonas Lau Frandsen fast, at arrangementet i Nicolai Bio ikke skulle ses som en afslutning på elevernes ophold på højskolen, men en begyndelse til, at de nu skal gå videre og arbejde mere med film.

Det glæder elevernes lærer på filmlinjen, Johannes Guttorm Thomsen, der sluttede af med at give hver af sine elever en ord-ekvilibristisk og humoristisk takketale med efterfølgende kram og blomsteruddeling.

”Det har været fantastisk at få lov at arbejde med jer og få lov at opleve det engagement og den glæde, I har ved at lafe film. Det har næsten været for meget, når det er gået ud over deltagelsen i noget af den anden undervisning her”, lød det med et glimt i øjet fra filmlæreren, der er uddannet filminstruktør fra Super8 i Aarhus og har arbejdet som underviser og producer på Station Next’s filmvæksthus i Aarhus.

Skal med på festivaler
Filmeleleverne vil nu sende deres kortfilm til en række filmfestivaler og konkurrencer i både ind- og udland. Festivaler, som de selv har fundet frem til og udvalgt. Det betyder, at ”Backstage” ikke må vises på nettet og YouTube inden, men at den til gengæld vil kunne ses på bl.a. filmfestivalen i Nicolai Bio omkring 1. februar. Og så lover Johannes Guttorm ellers, at filmen naturligvis nok skal blive lagt ud, når den må det.

”Det er jo det, det hele går ud på. Eleverne vil have, at deres film kommer ud og bliver set af så mange som muligt, og det skal den nok blive”.