15. september 2024 - 21. september 2024

Fugle i naturen

Hjem / Ugekursus / Fugle i naturen

I samarbejde med Vadehavscentret

På fuglekurset i september er det tiden at nyde de store flokke af trækfugle, der fouragerer i Vadehavet på deres vej sydpå, og på efterårskurset har vi også altid en aften med ’Sort sol’ på programmet.

Alle vores ’Fugle i naturen’-kurser arrangeres i samarbejde med Vadehavscentrets dygtige folk – direktør Klaus Melbye og biolog Emil Vesterager, som er vores guider i løbet af ugen på flere af turene ud i den danske sensommer.

Vi er på tur hver dag og kører med bus ud til de bedste steder at se fugle – både de særlige og de mange. Vi udforsker Vadehavskysten, men tager også ud til andre interessante fuglelokaliteter – og altid med fagfolk som kyndige guider.

På højskolen har vi foredrag, fællessang, samvær og alt det, der hører med til et højskolekursus.

På septemberkurset i 2024 skal vi blandt andet opleve:

  • Tøndermarsken: Mens tidevandet er på vej ind har vi et godt kig til de mange fugle, vandet presser tættere på land. Vi håber på at kunne se store flokke af almindelig ryle og se islandsk ryle, præstekrave og mange andre vadefugle, som vandrer ind mod strandengen, mens de fortsat fouragerer – for til sidst at lette i flokke.
    Denne dag udforsker vi også fugle i søerne bag diget. Her kan fx være skestork og masser af ænder. Ofte kommer havørnen også lige et smut forbi.
  • Langeness: På en lang dagstur kører vi syd for den dansk-tyske grænse for at nå til Schlüttsiel, hvorfra vi stiger på færgen til vadehavshalligen Langeness. Inden færgeturen kan vi måske nå at studere nogle af færgelejets mange fugle, som man kan komme ret tæt på, fordi de er trygge ved livet på havnen.
    Med lidt held og den rigtige vandstand kan sejlturen til Langeness i sig selv blive en oplevelse med masser af fugle på vaden.
    Halligen Langeness har et rigt fugleliv, blandt andet rummer øen 10 procent af Tysklands bestand af strandskader i ynglesæsonen. Vi håber også på, at vi ligesom tidligere kan nyde synet af store flokke af kobbersnepper, som raster på halligen.
  • Vadehavscentret og Ribemarsken: Vi får en rundvisning på Vadehavscentret, der i sig selv er en arkitektonisk oplevelse og rummer spændende fortællinger om vadehavsregionen og områdets fugle.
  • Sort sol: Et fast indslag på fuglekurset i september er ‘Sort sol’, hvor vi i skumringen venter på, at stære i små og store flokke samler sig for at gå til ro i tagrørene – og naturligvis håber vi, at det bliver en af de aftener, hvor de forinden laver en fin opvisning på himlen.
  • Tipperne: Vi tager en dagstur til det fuglemæssigt interessante område Tipperne og Værnengene ved Ringkøbing Fjord. Med ornitolog Jens Ryge som guide skal vi udforske fuglelivet i Naturstyrelsens store reservat. Ofte kan man komme tæt på fuglene i det fredede område, og vi kan se ænder, gæs, vadefugle og rovfugle. Tipperne er et af Europas vigtigste områder for ynglende engfugle og rastende trækfugle.
  • Solkær Enge og Hejls Nor: En enkelt dag drager vi mod øst, så vi også når at opleve det mere frodige, østjyske landskab og dets fugleliv. Med naturvejleder Jørn Chemnitz som guide ser vi efter isfugl, grågæs, blisgæs, fiskeørn, rørhøg – og hvis vi er meget heldige også rørdrum. Han vil også fortælle om den naturgenopretning, der har skabt det gode fugleområde. Måske får vi også et kig til områdets havørnerede. Efter frokost går turen lidt sydpå til Hejls Nor, hvor der også er god chance for havørn, og hvor vi måske kan føje skægmejse, skalleslugere og flere vade- og andefuglearter til dagens liste.

Kursusledere

Henning Johansen

Henning har gennem mange  år været faglærer på  Skovskolen, der hører under Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet. Han har undervist i skovbrug og naturpleje med speciale i arboristfaget og har derudover i sommerhalvåret i en årrække været knyttet til IGN’s skovovervågningsprojekt, der samler data til brug for Danmarks Skovstatistik og forskning.
Efter han er gået på efterløn, bruger han nu blandt andet tiden på at sejle de danske farvande tynde.

Mona Østerlund

Mona er uddannet journalist og har i mange år arbejdet som freelancejournalist med at skrive artikler, lave kommunikationsopgaver, bogprojekter og undervisning. På Askov Højskole er hun kursusleder på bl.a. livshistorie- , fugle- og vandrekurser. Derudover underviser Mona på højskolens fire ugers prøveforberedende forløb, Springbræt til journalistik.

mon@askov-hojskole.dk

Tilmelding

Fugle i naturen

Startdato15. september 2024

Slutdato21. september 2024

Pris fra5.350 kr.

Tilmeld dig kurset → Hent program ↓

Vi arbejder på programmet, og så snart det er færdigt, kan du se det her.

Måske kunne du også være interesseret i: