Højskolesang – den ny højskolesangbog

23.11.20 – 29.11.20

Højskolesang – den ny højskolesangbog

Midt i november udkommer den nye udgave af Højskolesangbogen. Indholdet er en hemmelighed, og kun ganske få kender udvalget af sange, før bogen bliver frigivet. Vi har allieret os med en af dem, der på forhånd kender indholdet, så vi straks efter udgivelsen kan indbyde til et kursus, der fokuserer på den nye Højskolesangbog.

Der synges overalt i disse år, og udgivelsen af den nye Højskolesangbog vil komme til at sætte kursen for fællessangen i de kommende mange år. Vi ved på forhånd, at sangbogen bliver større end den, vi kender i dag, at der kommer ca. 150 nye sange, og at der kommer flere kvindelige forfattere og komponister. Resten er en hemmelighed.

Kursusleder er redaktør af Sanghåndbogen, Jesper Moesbøl. Sammen med Højskolesangbogen udgiver højskoleforeningen Sanghåndbogen, som indeholder artikler og historier om alle sangene i Højskolesangbogen. Jesper har derfor kendt til og arbejdet med sangene hele det sidste års tid. Han kan spille og fortælle om dem, og han ved, hvem det vil være godt at møde i løbet af ugen.

På kurset medvirker bl.a.:

  • To medlemmer af det sangbogsudvalg, som har bestemt hvilke sange, der skal optages i Højskolesangbogen – og hvilke der skal ud: formanden Jørgen Carlsen og udvalgsmedlem Anne Odgaard Eyermann
  • To forfattere til flere artikler i Sanghåndbogen om de nye sange: Morten Skovsted og Henrik Marstal (musiker, ph.d. og medredaktør af Kirkesangbogen)
  • Den hemmelige forfatter som ikke tidligere har været optaget i Højskolesangbogen, men som nu brager ind med 10 nye sange!

Vi skal synge meget i løbet af kurset. Først og fremmest skal vi lære en stor del af de mange nye sange at kende. Samtidig er kurset tilrettelagt, så de nye sange doseres således, at vi kan følge med. Vi skal selvfølgelig også hvile os ved at synge løs af de gode sange, som vi kender i forvejen.

Når du  ankommer til Askov Højskole, får du udleveret en ny Højskolesangbog. Den er din– også efter kurset.

Foredragsholdere

 

Henrik Marstal

Henrik Marstal er lektor på Rytmisk Musikkonsevatorium og ph.d. på en afhandling om danske sangtraditioner. Han har desuden forsket i sangbogen som institution og er medredaktør af en række sangbøger, senest Kirkesangbogen (2017). Han har løbende debatteret fællessangskultur i medierne – og har bidraget med 20 tekster om nyoptagne sange i 19. udgave af Højskolesangbogen.

Anne Odgård Eyermann

Godt nyt! Alle udgaver af Højskolesangbogen har deres særkende. Det gælder naturligvis også den helt nye 19. udgave, som både er en fortsættelse af traditionen og en fornyelse, farvet af samtiden. Jeg/Anne vil med afsæt i sangene pege på nye retninger i Højskolesangbogen og fortælle om udvalgets overvejelser i forbindelse med udvælgelsen.

(Anne Odgård Eyermann: kirkemusiker, korleder, komponist, medlem af sangbogsudvalget)

Morten Skovsted

Morten Skovsted er sognepræst i Hjortshøj, lige nord for Aarhus og brændende optaget af de salmer, der fylder så meget i gudstjenesten, i den danske kulturhistorie og ikke mindst i de mange udgaver af Højskolesangbogen, således også 19. udgave. Morten skriver fast i Kristeligt Dagblad om salmer og sang, og han står bag salmenetværket Syng Nyt og Salmedatabasen. Han var formand for redaktionsgruppen bag det vidt udbredte salmebogstillæg ’100 salmer’, og han har bidraget med en del artikler til ’Sanghåndbogen’, der udkommer sammen med den nye Højskolesangbog.

Jørgen Carlsen

Jørgen Carlsen er formand for det udvalg, der står bag redigeringen af den nye højskolesangbog. Han vil tage os med på en opdagelsesrejse i sangbogen, hvor vi stifter bekendtskab med en række af de nye sange og selvfølgelig også dvæler ved nogle af de gode gamle. Samtidig vil han kaste lys over højskolesangen og dens betydning. Hvorfor er det vigtigt at synge – og hvad er en god højskolesang?

Jørgen Carlsen er født i 1949 i Sønderborg og mag.art. i idéhistorie. I perioden 1986-2017 var han forstander for Testrup Højskole. Han har desuden været medlem af Det Etiske Råd 2011-2016 samt en af ”Smagsdommerne” på DR K. Desuden er han ivrig samfundsdebattør og klummeskribent på Kristeligt Dagblad.

Kursusledere
Jesper Moesbøl,
Redaktør af Sanghåndbogen
Pensioneret undervisningskonsulent cand. mag. i samfundsfag og musik, højskolelærer på Snoghøj Nordisk Folkehøjskole 1979-86 Forstander for Ask Højskole 1989-97 Undervisningskonsulent primært med højskoleopgaver i Undervisningsministeriet 1998-2011 og Kulturministeriet 2011-2017. Mangeårig foredragsholder og pianist – fortrinsvis om højskolesange.

Kristian la Cour
Højskolelærer, visesanger og komponist

 

Ja tak! Tilmeld mig Højskolesang  

 

Tilmeld dig

Varighed: 1 uge
Startdato: 23. november 2020
Slutdato: 29. november 2020
   
Pris:  4.950 kr.