Kunst-Litteratur-Historie

04.10.20 – 10.10.20

Kunst – litteratur – historie

På kurset får du indblik i brydninger og tendenser inden for kunst, litteratur og historie gennem en bred vifte af aktiviteter.

Foredrag med Anne-Cathrine Riebnitzsky, der fortæller hun om sin roman “Smaragdsliberen” (2018), der har fået flotte anmeldelser af blandt andet Information, der skriver: “Smuk roman om vores forhold til døden, om tro og skønhed”.
Den jødiske smaragdsliber Pierre Levy falder død om med hjertestop, men vender mirakuløst tilbage til livet. Ingenting er som det var, men Pierre genoptager at spille skak med sin barndomsven, den muslimske juveler Youssef, og går i gang med det, som skal blive hans livs mesterværk: slibningen af en usædvanlig stor smaragd. Pierres fredelige verden i sliberiet står i stærk kontrast til hans datters liv. Zara rejser rundt i verden som kunsthistoriker, og under kortlægningen af gamle hulemarier kidnappes hun i grænseegnen mellem Georgien og Aserbajdsjan, mellem kristendom og islam. Stillet overfor dødens nærvær kæmper både Zara og Pierre for at bevare blikket for skønheden i livet.

Smaragdsliberen er en poetisk og livsbekræftende fortælling om tilværelsens skrøbelighed.Udover sit forfatterskab er Anne-Cathrine Riebnitzsky specielt kendt som kvinden med fokus på undertrykte kvinder i den krigshærgede Helmand-provins, hvor hun har gjort et fantastisk arbejde for den demokratiske udvikling. Anne-Cathrine har i den forbindelse modtaget Anders Lassen legatet af Kronprins Frederik i 2010.

Foredrag med leder af Henry Heerup Museet, Anni Lave Nielsen: Kunst i vores byer – fra rytterstatuen til byfonyelsesprojektet.
Anni Lave Nielsen er desuden kunstfaglig repræsentant i Rødovre Kunstråd og har arbejdet på KØS.

Foredrag med fortæller Lillian Hjorth-Westh: Rundt om maleren og digteren Holger Drachmann. Han var en fremragende maler, en stor digter og en tiltrækkende mand.

Mød journalist og linjefagsleder på Askov Højskole Ole H.B. Andreesen i samtale med forfatter Sara Omar om romanen “Skyggedanseren”. Forfatteren bag den anmelderroste roman Dødevaskeren vender med Skyggedanseren tilbage med en barsk og kompromisløs roman. Skyggedanseren er en roman om en udsat piges ensomme, indædte kamp for at undslippe barndommens mørke og finde frihed i et nyt liv langt mod nord. Sara Omar fortæller i interviewform om romanen og baggrunden for den, og der vil være mulighed for oplæsning, spørgsmål og bogsignering. I Skyggedanseren møder læseren igen pigen Frmesk, som også var hovedperson i Dødevaskeren. Frmesk har sin opvækst i Kurdistan hos sine bedsteforældre Gawhar og Darwésh. På hver deres vis forsøger de begge at tilføre pigens liv mening. Bedstemor ønsker, at Frmesk lige som hun selv skal finde trøst i troen, mens bedstefar Darwesh forsøger at fremelske Frmesks livsglæde gennem sit humanitære kvindesagsarbejde. Alt dette var i Kurdistan 1994. Nu er Frmesk i Danmark, og året er blevet 2007. Frmesk studerer på universitetet, og selvom hun ikke mænger sig med sine medstuderende, engagerer hun sig alligevel i sine omgivelser. Hun har taget tørklædet af, hun deltager aktivt i debatten om kvinderettigheder, og hun skriver digte for at lindre sine traumer. Alt dette vover hun, trods de uoverstigelige konsekvenser som vil følge, hvis hendes far opdager det.

Hendes debutroman Dødevaskeren udkom den 30. november 2017 på JP/Politikens Forlag og solgte over 50.000 eksemplarer i løbet af den første måned og har siden ligget på samtlige bestsellerlister hos danske boghandlere. I 2018 modtog hun Årets Victor for sit særlige mod. Herudover vandt hun Læsernes Bogpris 2018 og også Artbeat Prisen for sit særlige talent. Sara var endvidere, trods en sen udgivelse, også nomineret til de Gyldne Laurbær i 2017.

Foredrag med forfatter Sara Bouchet: “Min mands elskerinde”
Hukommelsen er en svigefuld historiefortæller – Om kærlighed og ægteskab, fortrængte erindringer og hukommelsens mysterium. Sara fortæller om selvbiografisk hukommelse og erindringer, både de fortrængte og de helt bevidste, som fylder i den anmelderroste roman, Min Mands Elskerinde. Tæppet bliver revet væk under hovedkarakteren Susanne, da hun efter 30 års ægteskab mister sin mand og indser, at han skjulte noget for hende. Susanne kaster sig hovedkulds ud i jagten på at afsløre hans hemmeligheder, men hun kommer også på sporet af sig selv og sine fortrængte erindringer. Romanen sætter spørgsmålstegn ved, hvor meget vi egentlig ved om os selv og vore nærmeste, og i hvor høj grad vi manipulerer med minderne, så de er til at leve med.
Foredraget tager også udgangspunkt i den nyeste forskning om hukommelse og sætter fokus på, hvordan vi husker, og hvor vigtige erindringer er for vores identitet, selvopfattelse og måde at være til i verden på.

Sara Bouchet er fransk-dansk forfatter, foredragsholder og tidligere leder af Johannes V. Jensen Museet i Farsø. Hun debuterede i 2016 med den prisbelønnede roman Hjem og har siden udgivet romanerne Savas vidner (2018) og Min mands elskerinde (2019).

Sara er oprindeligt uddannet cand. mag i Litteraturhistorie fra Aarhus Universitet suppleret af Tillægsuddannelsen fra Danmarks Journalisthøjskole i faglig formidling. Hun har studeret litteratur på La Sorbonne Paris IV og har en Master of arts i Cultural Identity Studies fra The University of St. Andrews i Skotland.

Hun er desuden uddannet som professionel danser, instruktør og coach i USA, har modtaget the Fred Astaire Curriculum Certification og arbejdet som certificeret instruktør på flere danseskoler i New England-området.

Foredrag med Liv Thomsen fra “Historieselskabet”: ’Historien på tv – og andre platforme’.

Hvordan formidler man svært tilgængeligt stof om kunst, kultur og historie på massemediets præmisser? Liv Thomsen har 24 års erfaring med at formidle danmarkshistorien på TV med bl.a. serierne 1800-tallet på vrangen, Digtere, divaer og dogmebrødre, Liv i renæssancen, På Sporet af Dronningerne og senest Danmarkshistorien på vrangen.
Under foredraget vil Liv Thomsen vise klip fra sine produktioner og fortælle om hvordan hun laver tv om en periode fra før de levende billeder. Hvordan gør man formidlingen underholdende uden at gå på kompromis med sagligheden? Hvordan balancerer man mellem fakta og fiktion? Og hvordan ser fremtidens historieformidling ud?

Foredrag med Aage Augustinus: Kan vi lære af historien?
Kan vi overhovedet bruge historien til noget som helst? Det er der meget, der tyder på, vi ikke kan, for som tegneseriefiguren Jern Henrik ret præcist udtrykker det: ”Vi ved ikke, hvor vi er på vej hen, men vi skyder da i det mindste en god fart!”
– Skal vi sætte et enkelt ord på den såkaldt moderne verden, vi lever i, så kunne det være ordet ”udvikling”. Ja, begrebet er vel selve omdrejningspunktet i moderne kultur. Det etablerer næsten et helt solsystem af værdier omkring sig. Og det gennemsyrer forståelsen af og måden at orientere sig i den moderne kultur: Udvikling er sundt og godt. Stagnation er af det onde.
Udvikling er blevet et indiskutabelt grundvilkår!
Et menneske skal udvikle sig ellers er der noget i vejen. Hvis man ikke udvikler sig, er man gået i stå, og det er noget skidt. Det handler om kompetenceudvikling gennem livslang læring. Man skal være omstillingsparat, fleksibel, mobil i forhold til stadig nye dagsordener. Denne tankefigur er tidens store fordom!!

Og som alle fordomme fritager den mennesker for selvstændig og kritisk tankevirksomhed. Man behøver slet ikke argumentere for det. Der ligger en uudtalt lykkeforventning i at udvikle sig. Og historien bliver overflødig.
Og så alligevel, så har vi vel en fornemmelse af at være bundet af noget mere grundlæggende. Hvad? Ja, det kan historien måske fortælle os.

Aages Augustinus, cand. mag. historie & religion, tidligere forstander på Ask Højskole og Rude Strand Seniorhøjskole. Tidligere valgmenighedspræst i Odder og Gl.Rye.

Foredrag med Grænseforeningens generalsekretær Knud-Erik Therkelsen, der taler fra et personligt afsæt om
grænselandet i forandring og sætter Genforeningen ind i et nutidigt perspektiv. Hvor peger grænsedragningen i 1920 hen i nutid og en fremtid, hvor grænsebegreb, grænseland og identiteter under forandring?

Foredrag med skuespiller Lotte Andersen og journalist Amalie Kestler: Carl & Marie

I foråret 2018 udkom bogen Carl & Marie; en portræt- og brevbog, der skildrer det for samtiden moderne ægteskab mellem komponisten Carl Nielsen og billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen. Her bliver det klart, at der midt i den dobbelte skaberkraft fra to mennesker, der hver især efterlader sig værker af monumental og historisk betydning, udspiller sig en passioneret, men også slidsom kærlighedshistorie.

I dette foredrag taler de to forfattere, skuespillerinden Lotte Andersen og journalist Amalie Kestler om arbejdet med bogen – om historien “Carl & Marie’” datidens kulturelitære powercouple, om Anne-Marie Carl-Nielsen som en i dén grad moderne kvinde i trit med sig selv og sine ambitioner, og om oplevelsen af nok engang at blive bekræftet i, at når det kommer til kunst, kærlighed og det menneskelige sind, så er 100 år slet ikke så længe endda. Under foredraget indgår der fællessang og oplæsning af ægteparret Nielsens mange breve.

Operasanger Sten Byriel og Ian Ryan, pianist opfører Schubert: Winterreise.

Sten Byriel har siden 1985 været operasolist på Det Kgl. Teater, bl.a. som Papageno i Tryllefløjten. Har siden været fastansat på teatret. Uddannet på Aarhus Universitet, Det Jyske Musikkonservatorium og Operaakademiet med eksamen i 1986. Fra april 2020 leder af Vejle Musikskole.

Ian Ryan begyndte sin karriere som repetitør for Scottish Opera og har siden arbejdet med mange andre operakompagnier i UK. På Det Kongelige Teater har han bl.a. dirigeret Tryllefløjten og Sweeney Todd. Ian Ryan har desuden været dirigent for Egnsteatret Undergrunden, Ensemble Storstrøm og København Operafestival i “Eight Songs fro a Mad King” med Sten Byriel.
Som pianist nyder Ian Ryan en travl karriere som kammermusiker og liedakkompagnatør.

Heldagsturen går til Sønderborg. Vi besøger Dybbøl Mølle og der er guided besøg på Historiecenter Dybbøl, hvor vi også får vores madpakker. Turen fortsætter til Ballebro Færgekro, hvor vi nyder den smukke sønderjyske havudsigt og kaffe og kage.

Halvdagsturen går til Trapholt, hvor vi bl.a. skal opleve en soloudstilling med Anette Harboe Flensburg. Hun udstiller monumentale malerier, der iscenesætter stemninger og følelser i omhyggeligt konstruerede rum og inviterer til en sanselig oplevelse.

Kursusledere
Lillian Hjorth-Westh & Kristian la Cour

 

Print kursusbrochuren

Tilmeld dig

Varighed:1 uge
Startdato:4. oktober 2020
Slutdato:10. oktober 2020
  
Pris: 4.950 kr.
  

Hent brochure