Livet på Højskole

 

Faglighed og fællesskab
At vælge et højskoleophold er at vælge et fællesskab. Fællesskab giver mulighed for at lære af hinanden og danne venskaber. Men fællesskab virker kun, når vi også forpligter os over for hinanden. Derfor fylder samvær og samarbejde meget på højskolen. Alle os, der arbejder på skolen, forsøge at hjælpe alle med at blive del af et stærkt og udviklende fællesskab.

Mange vælger Askov Højskole, fordi de har en interesse for en bestemt linje. Om du vælger linjen af ambition, af nysgerrighed eller af ren og skær lyst gør ingen forskel for os, men vi tilstræber et højt fagligt niveau på vores linjefag. Det betyder dog langt fra, at linjefaget er det eneste, du bruger din tid på. Vi vægter fællesskabet på linje med fagligheden, og derfor vil dit højskoleophold rumme mange andre ting end lige netop din primære interesse for et linjefag.

Hver dag er der morgensamling, og i løbet af ugen har du valgfag, fællesfag, fællesmøder, rengøring og en masse faglige og sociale aktiviteter arrangeret af underviserne, højskolen eller af dig selv og dine kammerater.

Se et eksempel på skema her.

Alle de praktiske spørgsmål:

Hvor ligger skolen?
Askov Højskole ligger mellem Kolding og Esbjerg, tæt på Vejen, en by med ca. 10.000 indbyggere. Askov har knap 2000 indbyggere, og foruden højskolen er der en slagter, en Brugs og en bodega.

Hvordan kommer jeg til skolen?
I dagtimerne går der busser fra Kolding og Vejen lige forbi højskolen. Den nærmeste togstation er Vejen, ca. 3 km. fra Askov – 10 minutter på cykel eller 40 minutters gang.

Fra Vejen Station kan man desuden komme billigt til både København og Esbjerg med Rødbillet (bus).

Hvor og hvordan bor jeg?Du vælger selv, om du vil på dobbeltværelse eller enkeltværelse. Hvis du er ligeglad, bliver du tildelt en af delene. Man kan blandt andet komme til at bo i den nybyggede elevfløj Ny Rolighed, hvor man deler bad og toilet med værelset overfor.

 

Hvem møder jeg på skolen?
Udover dine højskolekammerater møder du naturligvis lærerne og forstanderparret. På kontoret møder du sekretærerne, og i køkkenet vil du et par gange i løbet af opholdet lære køkkenpersonalet bedre at kende, når du har køkkentjans. På gangene møder du pedellerne og rengøringspersonalet, foruden elever og lærer på Askov Efterskole.

Når der er ugekurser på højskolen, deltager de korte kursister i morgensamlingen samt i højskolens måltider.

Hvilke fag har jeg udover linjefag?
Vi tilbyder en række valgfag, som kan variere. Nogle læses af højskolens lærere, andre af eksterne timelærere. Se mere om valgfag
Hver uge er der forskellige fællesfag, som er obligatoriske for alle elever. Læs mere om fællesfag her.

Hvad er morgensamling?
Hver dag 8.45-9.15 mødes vi i Foredragssalen til en god start på dagen. Vi synger en sang eller to, vi udveksler relevante beskeder, og en af lærerne står for at fylde resten af tiden ud med noget meningsfyldt. Det kan være et lille oplæg, en god historie, noget musik, en quiz eller mange andre ting. I løbet af opholdet kommer eleverne til at stå for morgensamling en gang om ugen.

Hvad spiser vi?
Der er tre hovedmåltider om dagen samt tre mellemmåltider. Alle serveres i skolens spisesal. Kosten er sund og varieret, og der er salatbar til både frokost og aftensmad.

Køkkenet tager naturligvis særlige hensyn, hvis det er nødvendigt – for eksempel hvis du har allergi, hvis du er vegetar eller bare ikke spiser svinekød.

 

Hvordan er weekenderne?
Du bestemmer selv, om du vil blive på skolen eller rejse hjem i weekenden. Hver tirsdag gives besked til køkkenet om, hvilke af weekendens måltider, du forventer at deltage i.

Fredag og lørdag aften er der oftest åben i baren i Fengers Hus, som eleverne selv administrerer. Festerne arrangeres af Fengers-udvalget, som består af frivillige festansvarlige elever.


Er der mulighed for at vaske tøj?
Der er vaskekælder med to vaskemaskiner og en tørretumbler. Vaskekort kan købes og genopfyldes på kontoret. Tørrestativer er også at finde.

Er der træningsfaciliteter?
Skolen har en gymnastiksal og et lille træningsrum.

Under to kilometer fra skolen ligger Vejen Idrætscenter, som rummer svømmehal, motionscenter, squashbaner, spinningcykler, beachvolleybane, holdtræning og meget mere. Højskolen tilbyder medlemskab af Vejen Idrætscenter til en meget fordelagtig pris.

 

Kan jeg tage min cykel med?
Du kan med fordel medbringe sin cykel, så du har mulighed for at komme rundt i lokalområdet. Cyklen står overdækket på skolen.

Det er også muligt at leje cykler af skolens pedeller, både for en enkelt dag eller for en hel måned.

Hvad med sengetøj?
Alle værelser har dyne og pude. Lagen og linned medbringer du selv – eller du kan leje det af skolen for 140 kr. pr. måned. Så slipper du endda for at vaske det selv.

Kan jeg søge støtte til mit ophold?
Der er mange muligheder for at søge støtte. Askov Højskole har Elevstøttefonden, som kan søges af alle, som ønsker et højskoleophold hos os.

Læs mere om andre støttemuligheder HER.

Hvad betyder det, at Askov både er en højskole og en efterskole?
Askov Efterskole har ca. 110 elever, som benytter en del af skolens undervisnings- og fælleslokaler. Der er hverken fælles undervisning eller fælles spisning, og de to skoler er i det store hele meget adskilt. Askov Højskoles foredrag og koncerter er oftest åbne for både elever på højskolen og efterskolen, samt for den øvrige offentlighed.

I praksis betyder efterskolens tilhørsforhold på matriklen, at alkohol kun må opbevares og indtages i Fengers Hus og kun i weekenden.

 


”Det var det bedste kursus, jeg nogensinde har investeret i,
for jeg kom jo ind og mødte venner,
jeg stadig har den dag i dag.”

Puk Damsgård, DR’s mellemøstenkorrespondent


Snapshots fra vores elskede hverdag: