Fra nøgenmodel til prisbelønnet slægts-forfatter

pia-friis-laneth
Pia Fris Laneth, forfatter

Forfatteren til ”Lillys Danmarkshistorie” Pia Fris Laneth kommer til Askov Højskole for at holde foredrag

Det er ikke mange, der kan prale af at have skrevet en debutroman, der blev en prisbelønnet bestseller og dramatiseret teaterstykke. Slet ikke, når man startede livet i et fattigt arbejderklassehjem og var nøgenmodel og skønhedsdronning. Men det kan Pia Fris Laneth.

Onsdag den 21. februar kommer den tidligere Ugens Rapport-pige og nu forfatter, journalist og foredragsholder til Askov Højskole. Det gør hun for at holde et foredrag med udgangspunkt i sin populære debutroman ”Lillys Danmarkshistorie” og for at fortælle om et spændende og særligt liv.

”Lillys Danmarkshistorie” er en familiekrønike, hvor Pia Fris Laneth beskriver 150 års Danmarkshistorie ved at tage udgangspunkt i sin egen slægts historie. Det gør Pia Fris Laneth så godt og spændende, at bogen, der udkom i 2006, indbragte hende både LO’s kulturpris og KRAKA-prisen. Siden fik Folketeatret øje på ”Lillys Danmarkshistorie” og dramatiserede det til et populært teaterstykke, der turnerede landet rundt for fulde huse i 2015 og 2016.

Fra Ugens Rapport til Københavns Universitet

Pia Fris Laneth holder foredraget på Askov Højskole samtidig med, at højskolen arrangerer kurset ”Skriv dine livshistorie”. Og man kan roligt sige, at Pia Friis Laneth har haft et liv, der er værd at fortælle om, og er en mønsterbryder, der er værd at høre på.

Pia Fris Laneth, der i dag er 61 år, voksede op i fattigt arbejderklassehjem i København. Som ung blev hun succesfuld skønhedsdronning og nøgenmodel i blandt andet Ugens Rapport. Siden kom hun på Københavns Universitet og blev cand.adm.pol. fra Institut for Statskundskab..

Efter ”Lillys Danmarkshistorie” har Pia Fris Laneths skrevet flere bøger, senest bogen ”Da kvinder og tyende blev borgere”. Den udkom i 2015, hvor hun også modtog Weekendavisens litteraturpris.

Foredraget på Askov Højskole finder sted i foredragssalen onsdag den 21. februar kl. 15.
Der kan købes billetter til 75 kroner på Askov Højskole og højskolens hjemmeside: www.askov-hojskole.dk

 

Blå bog – Pia Fris Laneth
Født: 20. december 1956 på Nørrebro i København.
Uddannelse: Cand.adm.pol. fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, 1985.
Debut: Lillys Danmarkshistorie – kvindeliv i fire generationer. Gyldendal, 2006.
Priser: KRAKA-prisen, 2007. LO’s Kulturpris, 2007. Weekendavisens litteraturpris, 2015.
Seneste udgivelse: 1915 – Da kvinder og tyende blev borgere. Gyldendal, 2015.