Ny DR Ultra-vært trådte sine journalistiske barnesko på Askov Højskole

Jonas Madsen

Den 1. maj får DR’s nyhedsprogram for børn og unge ”Ultra Nyt” ny studievært. Og hvis der er nogle, der mener at have set den nye vært, Jonas Madsen, på Askov Højskole, er det ikke tilfældigt.

I foråret 2015 var Jonas Madsen – imens han studerede it og kommunikation på Københavns Universitet – elev på Askov Højskoles prøveforberedende forløb til journalistuddannelserne. Det fik han så meget ud, at han efterfølgende skrev et indlæg til Politiken. Det kom i avisen i maj 2016 med overskriften ”Jeg lærte mere af en måned på højskole end af to år på universitet”.

”Det var utroligt, hvad jeg nåede at få ud af en måned på Askov Højskole. Jeg mødte nogle fantastiske mennesker. Og jeg fik en masse journalistiske værktøjer med, som jeg siden har kunnet trække på – både i min journalistiske uddannelse og ansøgning til DR-jobbet,” fortæller den i dag 26-årige tidligere Askov-elev.

Jonas Madsen er netop nu ved at færdiggøre sit speciale til cand. mag i journalistik fra Syddansk Universitet. Samtidig flytter han fra København til Aarhus, hvor DR Ultra bliver optaget. Det betyder, at Jonas vender tilbage til det Jylland, hvor han senest boede, da han var på Askov Højskole. Og han vil bestemt ikke udelukke, at han vil benytte lejligheden til at kigge forbi sin gamle højskole.

”Jeg havde jo et fantastisk ophold på Askov Højskole, som jeg stadig mindes og tænker tilbage på med stor glæde, og det kunne da være sjovt at kigge forbi”, lyder det fra Jonas Madsen, der stadig har kontakt med sin lærer på det prøveforberedende forløb på Askov Højskole, leder af højskolens journalistiske linje, Ole Andreesen.

Læs Jonas Madsens kronik i Politiken her – https://politiken.dk/debat/art5637856/Jeg-l%C3%A6rte-mere-af-en-m%C3%A5ned-p%C3%A5-h%C3%B8jskole-end-af-to-%C3%A5r-p%C3%A5-universitetet

Læs Dagbladet Køges artikel om Jonas Madsens nye værtsjob her – https://sn.dk/Koege/Droemmen-gaar-i-opfyldelse-Jonas-bliver-ny-boernevaert-paa-DR/artikel/740342