Historie

Askov Højskole og Efterskoles historie

Askov Højskole blev grundlagt 1865 som en videreførelse af Danmarks første folkehøjskole, oprettet 1844 i Rødding i Sønderjylland på initiativ af Christian Flor. Lærerkredsen med Ludvig Schrøder som forstander ønskede efter 1864 arbejdet fortsat nord for grænsen, men Askov blev noget nyt.

Hvad der især skulle give Askov Højskole dens særpræg var indførelsen af den ” udvidede ” højskole fra 1878. Der kunne nu på vinterskolen tilbydes en udvidet fagrække beregnet først og fremmest for elever, mandlige og kvindelige, som tidligere havde været på andre højskoler.

På den baggrund blev det således muligt at tiltrække højt kvalificerede lærerkræfter som fysikeren og opfinderen Poul la Cour, hvis vindmølleforsøg blev banebrydende.

La Cour overførte i sin undervisning højskolens historiske synsmåde på naturvidenskaberne og lagde grunden til en naturvidenskabelig tradition, som blev fortsat af bl.a. den senere forstander Jacob Appel samt efterfølgeren J. TH. Arnfred. Der kom i stigende grad elever til Askov Højskole også fra andre samfundslag end bondestanden. Og fra andre lande, først og fremmest Norge og Island, søgte mange til Askov, hvor man talte folkenes sag og støttede kravene om politisk og sproglig frigørelse som vejen til ægte fællesskab mellem folkene.

Med baggrund i den udvidede højskole skabtes med tidens øjne et anseeligt bibliotek, som fortsat skal være et vitalt led i skolens arbejde, først og fremmest på de lange kurser, hvor elever med stadig mere alsidige og uddannelsesmæssigt varierede forudsætninger stiller nye og større krav til en udvidet undervisning.  Formålet er nu som før livsoplysning – om tilværelsens grundvilkår – og folkelig oplysning om tidens og samfundets vigtige spørgsmål.

Gennem årene har Askov Højskole været rammen om mange møder og konferencer samt udgangspunkt for væsentlige initiativer af både politisk og kulturel karakter.

Askov Efterskole

Askov Efterskole blev etableret i 2001 dels med baggrund i den stigende interesse for undervisning og ophold på de frie skoler, dels på baggrund af et faldende elevtal på højskolen. Efterskolen fik elevboliger i Vestgården, Sydgården og Blågården, der tidligere havde været anvendt til højskoleelever samt undervisningslokaler andre steder i det store bygnings-kompleks.

På efterskolen er der ca. 125 elever.