Underviserne

Ole H.B. Andreesen

Linjefagsunderviser på Journalistik & Medier

Ole H. B. Andreesen har undervist på Askov Højskole siden 2012 og var tidligere journalist og redaktionssekretær på JydskeVestkysten, freelance journalist med egen virksomhed, lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har undervist i journalistik på universiteter i Grønland, Spanien, Holland og Estland. Så er han desuden medforfatter til flere lærebøger om medier, kommunikation og journalistik.

oa@askov-hojskole.dk

Ditte Svane

Linjefagsunderviser på Film og TV

Ditte er uddannet dramaturg og manuskriptforfatter. Hun har skrevet og produceret kortfilm, musikvideoer, formidlingsfilm og portrætfilm. Som freelancer har hun undervist i teater og film, lavet museumsudstillinger, skrevet teater- og filmmanuskripter og udarbejdet digitale museumsplatforme. Ditte er historiehåndværker.

ds@askov-hojskole.dk   
Tlf. +45 61 20 08 80

Morten Lyk

Linjefagsunderviser på Game design og Virtual Reality

Morten er uddannet ingeniør og brænder for spiludvikling. Han er i stand til at vise dig hvordan man udvikler spil fra bunden af, alt fra idégenerering, programmering, modellering til færdigt spil. Han har tidligere undervist på Syddansk Universitet i bl.a.  spil udvikling og 3d modellering. Morten har altid været nørd, med interesse i tegneserier, spil og film.

ml@askov-hojskole.dk

Simon Köslich

Linjefagsunderviser på Robotter, VR og læringsteknologi

Simon er uddannet civilingeniør i Lærings- og Oplevelsesteknologi fra Syddansk Universitet. Simon er ekspert i design af læringsrobotter og har blandt andet udviklet en robot til undervisningsbrug i folkeskolen. Derudover har han erfaring som teknologidommer ved FIRST LEGO League og som medhjælper på Teknologiskolen på SDU. I sin fritid er Simon kæmpe teknologi og spilnørd. Han er blandt andet spil og hardware anmelder hos Tweak.dk og arbejder frivilligt som webdesigner hos Foreningen Kollegienet Odense. 

E-mail: sk@askov-hojskole.dk

Jonas M. Hoeck

Linjefagsunderviser på Litteratur og Skrivekunst

Jonas M. Hoeck er Cand. Mag. i Litteraturvidenskab og antropologi, forfatter, oversætter og skribent. Jonas har tidligere undervist i litteratur på Syddansk universitet. I 2018 udkom antologien Modernisme på tværs, som Jonas er medforfatter på. Derudover har Jonas arbejdet som redaktør med litterære tidsskrifter og skrevet for blandt andet rØST og Nordica og har international erfaring fra Oslo universitet, Dansk kulturinstitut i Riga og feltstudier i Indien.

jh@askov-hojskole.dk
Tlf. +45 42 74 79 74

Tina Bleeg Jürgensen

Linjefagsunderviser på Dansk Sprog og Kultur

Tina er linjefagsleder på Dansk Sprog og Kultur på Askov Højskole i 2019, indtil Helene Biering-Madsen kommer tilbage fra barsel i januar 2020. Tina er uddannet folkeskolelærer med master i dansk som andetsprog. Hun har tidligere undervist internationale elever på blandt andet Sprogskolen i Ribe. Tine kommer fra den lille by Rejsby syd for Ribe.

Tlf. 30 95 58 74

tbj@askov-hojskole.dk

Helene Biering-Madsen

Linjefagsunderviser på Dansk Sprog og Kultur

Helene er uddannet antropolog – med speciale i internationale elever på danske højskoler. Selv har hun tidligere undervist internationale elever på både Højskolen på Kalø og Silkeborg Højskole. Derfor har hun dyb indsigt i de mange hjørner og aspekter i de processer, som de internationale elever kommer igennem, når de skal sætte sig ind i dansk sprog og kultur. Helene har højskole i blodet og bor på Askov Højskole sammen med sin kæreste Esben.

Helene er pt på barsel men tilbage i januar 2020.

hbm@askov-hojskole.dk

Kristian la Cour

Underviser i musik og kursusleder på korte kurser

Kristian underviser i musik og har været kursusleder på Askov Højskole i mere end 25 år. Det er altid Kristian, der spiller for og akkompagnerer fællessangen til morgensamlinger, foredrag og andre arrangementer på højskolen. I fritiden optræder Kristian som visesanger og optræder i 2019 bl.a. også med forfatteren Jens Andersens foredrag om Kim Larsen. Derudover har Kristian bidraget med musik til en række sange i bl.a. Højskolesangbogen, DGI-Sangbogen, “100 Salmer”, “Kirkesangbogen” og Sangbogen 2,3 og 4 (WH). Se www.kristianlacour.dk. I 2019 er Kristian kursusleder på følgende korte kurser: Syng for Livet, Bridge på Askov, Midsommer i Askov, Kor og kammermusik, DANS DANS DANS og Musik på Tværs. 

Se portræt af Kristian la Cour – tegnet af højskolens filmelever. Kontakt kristianlacour@gmail.com 

Mona Østerlund

Underviser i journalistik og Kursusleder på Korte Kurser

Mona Østerlund er uddannet journalist. Hun arbejder som freelancejournalist med at skrive artikler, lave kommunikationsopgaver, bogprojekter og undervisning.

På Askov Højskole er hun kursusleder på ugekurserne ”Skriv din livshistorie” og ”Fugle i naturen”.

Derudover underviser Mona på højskolens fire ugers prøveforberedende forløb for ansøgere til journalistuddannelserne og som vikar på journalistlinjen.

Kontakt: mona.oesterlund@gmail.com

Kursusledere og valgfagsundervisere

Lene Kersting

Kursusleder på Korte Kurser

Lene Kersting er keramisk designer, uddannet fra Designskolen Kolding. I en periode har hun studeret på Icelandic college of art and crafts. Siden har hun arbejdet på LEGO og kreerer keramik, som hun præsenterer og sælger på hjemmesiden www.lenekersting.dk – Keramisk design. Ud over Askov Højskole underviser Lene på Vejen billedskole/kunstmuseum og Billedskolen Nicolai i Kolding. Kontakt Lene på post@lenekersting.dk

I 2019 er Lene kursusleder på kurserne “Vandring langs Hærvejen”, “Vandrekursus”, “Tegne, male og modellere” og “Familiehøjskole“. Derudover underviser hun på højskolens lange kursus i valgfagene “Keramik”, “Glas” og “Tegning/maleri”.

Ulla Henningsen

Kursusleder på Korte Kurser

Ulla har i årevis været kursusleder på en række korte kurser på Askov Højskole. I 2019 er Ulla kursusleder på “Arkæologi”, “Strik”, “Broderi”, “Patchwork” og “Efterårsmødet”.

Hanne Pedersen

Kursusleder på Korte Kurser

Hanne er uddannet pædagog og beskæftiget indenfor ledelse og udviklingsprojekter.

Hanne har arbejdet på Askov Højskole i mange år. I 2019 er hun kursusleder for Askov Højskoles fuglekurser “Fugle i Naturen” i januar, maj og september, og så er hun kursusleder for julekurset i december.

Lillian Hjorth-Westh

Kursusleder på Korte Kurser

Lillian er læreruddannet fra Tønder Seminarium. Siden 1977 har hun arbejdet i højskoleverdenen – først på Højskolen Rude Strand og fra 1983 til 2017 på Bornholms Højskole, hvor hun var en del af forstanderparret fra 2007 – 2017.

I 2019 er Lillian kursusleder og foredragsholder på Askov Højskoles korte kurser ”Syng for Livet”, ”Midsommer i Askov”, ”Kunst-Litteratur-Historie”, “Musik på Tværs” og “Humor og Livsglæde”.

Jacob Røn

Kursusleder på Korte Kurser

Træner for de danske og færøske bridgelandshold og forfatter til bøger og CD’rommer om  bridgeundervisning.
I 2019 er Jacob kursusleder på ugekurserne Bridge på Askov i maj og august.

H.C Nielsen

Kursusleder på Korte Kurser

Professionel bridgeinstruktør og tidligere dansk mester i bridge.

I 2019 er H.C kursusleder på ugekurserne Bridge på Askov i maj og august.

Valgfagsunderviser i politik: Mie Melvang

Underviser i valgfaget Skriv bedre – sproglaboratoriet. Mie er cand.mag. i dansk og tysk og har arbejdet både som korrespondent og gymnasielærer. I flere år har hun undervist højskolelever i grammatik og sprogforståelse, og i efteråret 2017 varetog hun undervisningen af de internationale elever i linjefaget Dansk sprog og kultur, og hun har været med til at udvikle fællesfaget Med krop og stemme. På den måde kender hun indgående til højskolens liv og arbejde.

Valgfagsunderviser i politik: Allan Ølgaard Thomsen

at@vejengymnasium.org

Underviser i Verden omkring dig, som handler om politik, medier og samfund. Allan har en bachelor i statskundskab, en bachelor i engelsk og mellemøststudier, og er cand.mag. i historie og engelsk. Til daglig slår Allan sine folder på Vejen Gymnasium og HF, hvor han underviser i samfundsfag, historie og engelsk. Han har siden 2011 været en fast del af forløbet Journalistik og Medier på Askov Højskole.

Andre kursusledere

Flemming Møller (Kor og kammermusik)

Lene Wyke (Digital Foto)