Revy, viser og historier

26.01.20 – 01.02.20

I denne uge afholder Askov Højskole for første gang ugekurset ‘Revy, viser og historier’.

Kurset er under udarbejdelse. Nærmere info følger snarest muligt.

Medvirkende:
Skuespiller, revyforfatter og direktør for Sønderborg Sommerrevy, Leif Maibom: Fra bonderøv til landsbytosse.

Edit Piaf koncert med skuespiller og sanger Kirsten Siggaard og pianist Mathias Grove Madsen.

Kirsten Siggaard blev kendt i den brede offentlighed, da hun stillede op i Dansk Melodi Grand Prix 1983. Hun deltog hvert år frem til 1990, dog med undtagelse af 1989. Sammen med Søren Bundgaard vandt hun i 1984 med Det’ lige det, i 1985 med Sku’ du spørg’ fra no’en og i 1988 med Ka’ du se hva’ jeg sa’. De to udgjorde duoen Hot Eyes. Kirsten Siggaard har desuden medvirket i flere teaterstykker og musicals, bl.a. har hun spillet hovedpersonen Edith Piaf i Piaf på Det Ny Teater i 1991. I 1993 var hun med i Les Misérables ved Østre Gasværk. Hun har også medvirket i mange revyer, bl.a. Nykøbing Falster Revyen.

Mathias Grove Madsen er pianist og kapelmester og uddannet jazz-pianist fra Rytmisk Musikkonservatorium i Kbh. i 2002. Som pianist har han spillet i et utal af sammenhænge såsom Radioens Bigband, Tivolis Bigband, Odense Symfoniorkester, Cirkusrevyen, Stig Rossen band og mange andre. Han har medvirket i adskillelige forestillinger på de fleste københavnske teatre, heriblandt på Det Kongelige Teater og Det Ny Teater. Som kapelmester er han, udover at lede egne ensembler, bl.a. gæstedirigent for Danmarks Underholdningsorkester, og han har stået i spidsen for musikforestillinger som “Book of Mormon” på Det Ny Teater, “De Tre Musketerer”
i Østre Gasværks opsætning og “MammaMia!” i Tivolis koncertsal.

Mathias og Kirsten (Siggaard) har tidligere arbejdet sammen på to forskellige Edith Piaf forestillinger. “Spurven” (Landsteatret 2012) og “Hymne til kærligheden” (Det Ny Teater 2019).

PH på ny – PH visekoncert med Margrete Grarup & pianisten Michael Sunding. Besætningen er helt klassisk, klaver og vokaler, og duoen fører de gamle viser frem til nutiden med kærlige smil, følsomhed og finesse. Det er umiskendeligt PH, men PH på en ny måde, med både overraskelser og genkendelsens glæde. Frisket op så det kan nå både nye og gamle ører og måske skabe nye (om)tanker hos tilhørerne. For selv om lyrikken har en del år på bagen, er PH’s ord om humanisme, ligestilling, det smukke men skrøbelige liv – og ikke mindst nødvendigheden af at sige tidsånden midt imod – lige så aktuelle i dag som dengang.

Margrete Grarup underviser i sang på Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg. Hun er en efterspurgt solist og har bl.a. samarbejdet med guitaristen Kaare Norge og har stor turnéefterspørgsel med Grarup All Stars.

Michael Sunding har udgivet flere duoplader med bassisten Mads Vinding og har haft langvarige samarbejder med Etta Cameron og Billy Cross foruden turneer med Dr. Hook.

Skuespiller og revyinstruktør, Per Pallesen fortæller erindringer. Han blev folkeeje som den flabede tjener Boldt i Matador – en figur, han byggede på en virkelig karakter fra hjembyen, Aars. Gennem mange år satte han sit præg på dansk revy med sine snurrige Hjørring revyer. Siden fulgte tv-succesen Dansk Naturgas, der blandt andet udødeliggjorde figuren Mathisen. Og sammen med makkeren Søren Pilmark satte han en milepæl i dansk underholdning med det vanvittige Pallesen-Pilmark Show.

Skuespiller Flemming Jensen: Revy, viser og historier set indefra.

Lillian Hjorth-Westh holder to foredrag: Sigfred Pedersen i ord og toner det andet og Edit Piaf i ord og toner.

Sangaften med Kristian la Cour.

Kursusledere:
Fhv. højskoleforstander, fortæller Lillian Hjorth-Westh
Højskolelærer, komponist og visesanger Kristian la Cour