Soldaten, der spurgte, om det var det hele værd

jimmy-2Askov Højskole udbyder til november kurset ”Krigens væsen og uvæsen” – om omkostningerne, konsekvenserne og perspektiverne af Danmarks krigsførelse gennem de seneste år, og kursuslederne er journalist og linjefagsleder fra Askov Højskole, Ole H.B. Andreesen, og journalist og Afghanistan-veteran Jimmy Solgaard.

Sidstnævnte har i en række udsendelser på Radio 24Syv og senest i på DR-tv stillet sig selv, politikere, eksperter og soldaterkammerater spørgsmålet om, hvorvidt det var det hele værd.

Jimmy Solgaard har med et meget personligt perspektiv taget lyttere og seere med til fronten og – ikke mindst – med ind i de tanker, overvejelser og refleksioner, som udsendte danske kampsoldater har og har haft.

Jimmy Solgaard meldte sig også i debatten, da den nuværende regering som en af de første handlinger nedlagde den såkaldte Irak- og Afghanistankommission, som skulle se på Danmarks krigsdeltagelse.

”Selv om der i regeringsgrundlaget om beslutningen står, at ’alt er tilstrækkeligt belyst’, så er der meget at snakke om, når vi sender unge mænd og kvinder ud i verden med lommerne fulde af ammunition,” siger Jimmy Solgaard.

”Og der er meget at snakke om, når en lille nation pludselig beslutter sig for at ville lege med de store, og når ikke engang pacifisterne kan finde ud af at gå i takt og protestere.”

På kurset ”Krigens væsen og uvæsen” kommer blandt andre tidligere udenrigsminister Villy Søvndal, SF, og fortæller, hvordan det var at være med til at træffe beslutninger om at sende de unge mænd og kvinder ud i verden med lommerne fulde af ammunition. Der kommer psykologer og taler om, hvordan det er at vende hjem med traumer fra en krigsfyldt hverdag – til en fredfyldt hverdag – og veteraner fra Afghanistan kommer og taler med om, hvad der fik dem til at gå ud i verden med lommerne fulde af ammunition, og hvordan deres liv er nu, hvor lommerne er tomme.

Kurset afvikles på Askov Højskole fra søndag 8. november til lørdag 14. november