Svend Brinkmann kommer til Askov Højskole

Den populære foredragsholder og forfatter Svend Brinkmann kan fredag d. 22. december opleves på Askov Højskole. Det er med foredraget ”Stå fast – også i julen”

En af Danmarks absolut mest populære foredragsholdere, forfatteren, psykologen og tidsfilosoffen Svend Brinkmann, kan nu opleves i julestemning på Askov Højskole.

Fredag den 22. december kommer Svend Brinkmann til Askov Højskole, hvor han fra kl. 14 til 16 vil holde et foredrag, der har fået titlen ”Stå fast – også i julen”.

Da Svend Brinkmann tidligere på året holdt et foredrag på Kolding Bibliotek, stod folk i kø langt ud på gaden, og mange kom til at gå forgæves. Svend Brinkmanns nye foredrag er desuden udsolgt til langt ind i foråret.

På Askov Højskole er det dog stadig muligt at komme til at opleve Svend Brinkmann, som af mange regnes for en af Danmarks vigtigste intellektuelle, når der skal sættes tanker og ord på den tid og verden, vi lever i.

Foredraget med Svend Brinkmann på Askov Højskole afvikles i forbindelse med højskolens julekursus.

Foredraget er åbent for alle. Billetter kan købes her – Køb billet