Alle Vejen Kommunes ledere samlet på Askov Højskole

160 ledere fra Vejen Kommune indledte torsdag det nye år med at holde en ledersamling på Askov Højskole. Forstander Klaus Majgaard holdt dagens oplæg.

Efter nogle stille dage efter jul og nytår, kom der torsdag for alvor liv i Askov Højskole igen. Ikke nok med at efterskoleleverne var tilbage til første skoledag – 160 ledere fra Vejen Kommune var hele dagen samlet på højskolen for at holde en fælles ledersamling under overskriften ”Højskole for ledere”.

Samlingen var den anden af to samlinger for ledere, som Vejen Kommune har valgt at holde på henholdsvis Rødding og Askov Højskole”. Temaet på samlingen på Askov Højskole var ”Fælles faglighed og synet på borgeren” og meningen var, at lederne sammen skulle drøfte mulighederne for at udvikle det fælles arbejde og synet på borgerne i Vejen Kommune.

Askov Højskoles forstander Klaus Majgaard, der jo selv har en fortid som topleder i flere danske kommuner, var inviteret til at holde oplæg, hvor han fortalte om udviklingen i ”Synet på borgeren” i kommunerne. Også Kristian la Cour bidrog fra højskole til lederkurset, da han på klaveret i festsalen akkompagnerede den morgensang, der indledte hele dagens program.

Vejen Kommunes ledersamling sluttede med en stor fællesspisning i højskolens spisesal, hvorefter lederne tog hjem i kommunen for at arbejde videre med dagens stof.